Om Victor Espinoza

Jeg har over 20 års erfaring som billedskærer, er uddannet møbelsnedker og har en solid uddannelse i billedskærefaget fra både Sverige og Østrig.

Uddannelse

  • 1974    Møbelsnedker, Santiago
  • 1995    Billedskæreruddannelsen, Hantverkscentrum, Sverige

Kurser i billedskæring

  • 1998    Reliefteknik, Bildhauerschule, Østrig
  • 2003    Tredimensionel teknik, Bildhauerschule, Østrig
  • 2005    Masker, maling og forgyldning, Bildhauerschule, Østrig

Udstillinger

  • 2006    Dianalund, møbelmesse
  • 2007    Nationalmuseets kunstforening

Jeg er født i Santiago i Chile i 1954.

I 1980 flyttede jeg til Danmark. Jeg bor i København med min kone. Jeg har to voksne børn.

Jeg har mit eget billeskæreværksted i Valby, som jeg har bygget i min have.

Fascineret af billedskæring fra barnsben

Min særlige interesse for billedskæring og for at lave ornamenter i træ går helt tilbage til, da jeg var fem – seks år gammel.

Min far havde selv bygget vores hus i Santiago i Chile. Han havde bygget det af genbrugsbrædder, og når jeg kedede mig, talte jeg de lodrette brædder på facaden. En dag opdagede jeg, at en eller anden havde udskåret et blad i et af brædderne.

Jeg blev ved med at vende tilbage til det lille blad – kigge på det og røre ved det. Det fascinerede mig meget, at man kunne lave noget helt andet i træ end de møbler, trillebøre og andre praktiske ting, som min far producerede som møbelsnedker.

Det gør mig glad at skære i træ

Når jeg skærer i træ, har jeg det som en lille knægt, der leger med mit legetøj. Det er en fantastisk oplevelse at forvandle en død træklods til en levende og smuk ting.

Træskærearbejdet fungerer også som en form for ventil for mig. Det kræver ro, fordybelse og koncentration, og derfor tænker jeg ikke på meget andet end træet, mens jeg arbejder med det.

Naturen og vikingerne inspirer mig

Inspiration til mit træskærearbejde finder jeg meget i naturen. Jeg studerer de smukke linjer i blade og blomster, og om sommeren kan jeg finde på at tegne de fine roser i min have. Jeg bruger elementer fra naturen, når jeg laver træskærearbejder, der er inspireret af Louis XVl, rokoko og gustaviansk stil.

En anden stor inspirationskilde er den nordiske mytologi og motiver fra vikingetiden. Vikingerne havde kun primitivt værktøj, men de var meget dygtige håndværkere og havde en fantastisk forståelse for linjer. Vikingernes motiver og metoder bruger jeg meget, når jeg skærer billedrelieffer eller udsmykker bygningsdele.